søndag den 24. juni 2012

Hoi An + besøg fra DK!

Mandag var dagen hvor Lisa og Stephan ankom til Hanoi! Det var noget vi havde ventet længe på - især rugbrødet og osten faldt i virkelig god jord :)
De var trætte efter en lang tur, så vi spiste i byen og kiggede lidt butikker!

Tirsdag morgen da jeg mødte i praktikken, fandt jeg ud af at jeg havde fået taget 2 par bukser med, i stedet for en bluse og et par bukser! Jeg kunne ikke få fat på min vejleder, så jeg måtte ringe til Mia og hendes afdeling havde heldigvis en kittel jeg kunne låne (og passe). Så jeg fik set Intensiv afd. én gang til og fik observeret at der alligevel er en del forskel fra afdeling til afdeling, hvordan tingene udføres og hvilke forhold der arbejdes under. Jeg syntes f.eks. at de på min afdeling, er meget bedre til at skærme af når der udføres personlig pleje på patienterne. Hvor de på intensiv ligger meget mere blottet og ikke rigtig anvender afskærmning.
Til gengæld syntes jeg at de går meget mere op i hygiejnen på intensiv, hvilket selvfølgelig giver god mening. Men hygiejnen burde, uanset afdeling, vægtes højt.  

Om aftenen var vi ude og spise hos Lisa's familie. De havde inviteret os alle sammen hjem til dem, hvor de havde lavet rigtig meget lækkert vietnamesisk mad. Efterfølgende inviterede de os også på bar, hvor vi fik drinks. Hele familien var meget gæstfrie og virkelig søde. De går meget op i deres stolthed hernede og det betød at de ikke ville have at vi skulle betale for noget som helst, da det var dem der havde inviteret os! Det syntes vi selvfølgelig var alt alt for meget, for vi kendte dem jo slet ikke og det var jo Lisa's familie. Men sådan er kulturen hernede og vi takkede dem selvfølgelig rigtig mange gange!

Vi lærte hvordan man skåler på vietnamesisk: một hai ba YOO (1, 2, 3 SKÅL)
Onsdag aften tog vi afsted mod lufthavnen kl. 17.15, vores fly mod Hoi An havde afgang kl. 20.00 og vi ankom derfor først sent onsdag aften til vores hotel. 


Flyveturen tog kun 1 time og 10 min!

Vi fik checket vores værelser ud: Lisa, Mia og jeg skulle dele værelse på 1. etage og Katrine og Stephan fik deres eget værelse på 2 etage. 
Vi havde balkon ud til gaden, på trods af at der stod i vores booking papirer at vi ville havde udsigt til have og pool. Dette skulle vise sig at blive noget af en belastning! Vi vågnede nemlig meget tidligt fredag morgen, pga. en del støj fra gaden af. Vi fik heldigvis lov til at flytte værelse - dog stadig ikke med udsigt til nogen pool eller have - men en væg. Det hjalp og larmen var væk, så vi kunne få vores skønhedssøvn ;) 

Poolen på hotellet, som vi faktisk aldrig nåede at benytte.
Torsdag var det strand-vejr. Hotellet lå ca. 2,5 km. fra Cua Dai strand, så vi lejede allesammen en cykel. Trafikken i Hoi An er nemlig slet ikke at sammenligne med trafikken i Hanoi. Det kostede kun 5,5 kr. at leje en cykle en hel dag.

Cykel-banden

Cua Dong Strand

Cua Dong strand

Hoi An bød på en masse små hyggelige gader og et havneområde med mange hyggelige restauranter og barer! Derudover er der omkring 4-500 skræddere i Hoi An, så der var rig mulighed for at få syet en masse tøj.
Vi havde derfor taget forskellige billeder med, som inspiration til hvad vi gerne ville have syet. Vi besøgte skrædder butikken "Peace", som havde fået gode anmeldelser. Jeg ville gerne have syet shorts, kjole og en blazer. Det kunne de sagtens lave og vi kunne allerede komme igen dagen efter og prøve tingene og få rettet til. Det syntes vi var virkelig hurtigt - men sådan er det med alt man får syet i Hoi An. Jeg skulle betale 2.079.000 Dong for disse tre ting, hvilket er ca. 550 kr!
Vi besøgte også en "sko-skrædder" og jeg fik lavet en kopi af mine sandaler. Det betød at jeg måtte have nogle låne-sko med hjem igen, da de skulle bruge mine egne til model.

Låne-sko

Min ven fra sko-skrædder-butikken :)
Fredag var vi på snorkle-tur til Cham Island. Vandet var klart, men der var desværre ikke så mange fisk at se! Men vi så en masse kæmpe søstjerner og nogle enkelte flotte fisk.
Vi spiste frokost på Cham Island - en rigtig flot ø, med en flot strand.  

Cham Island


Cham Island


Vi tog en middagslur i skyggen af palmetræerne, i nogle af de mange hængekøjer.


Lørdag var vi på madlavningskursus, hvor vi lavede forskellige vietnamesiske retter.
Vi startede med at handle ind på det lokale marked, hvor man kunne købe ALT. Det hele var friske råvarer, men dog med en noget anden hygiejne end den vi kender fra Danmark.
Kødmarkedet og luften derfra var ikke lige noget for mig!

Vi fik hver et lille indkøbs net, til vores madvarer.
Kød marked..
Frisk fisk

Fiske hoved!

Ægte vietnamese-style

Køkkenchefen står i midten ;)

Friske forårsruller med rejer, nudler og grøntsager

Majs-pandekage, som blev rullet ind i rispapir

Bún Bò Nam Bộ: En ret med grøntsager, svinekød, nudler  og skarlotte løg som ristes på panden (mine blev helt sorte)


Kokken som lærte os at lave maden! Hun var sjov og kunne spise hele chilier uden nogen problemer!
Vi var forbi en ø, hvor der levede 9 familier. Her så vi bl.a. hvordan de lavede ris mælk og vi så dette Magic table - som kunne dreje til højre og venstre ved at vi lagde hænderne blødt på bordet og sagde om at det skulle dreje til højre.

Søndag var det regnvejr og vi brugte dagen på at få hentet vores tøj og sko hos skrædderne! Flyveturen hjem gik desværre ikke helt som planlagt: Vi skulle afsted fra hotellet kl. 04 natten til mandag for at skulle flyve kl. 7.10. Da vi kom ud i flyet, blev vi lige pludselig bedt om at forlade flyet pga. tekniske problemer, så det endte med at vi var forsinkede i over 2,5 time!! 

Det betød også at Jonas måtte vente på os i Hanoi lufthavn, det var ellers mig som skulle have siddet og ventet på ham i lufthavnen.
Men det var rigtig godt at se ham igen og kunne vise ham hvilke omgivelser jeg har levet i, i snart 3 måneder! :)


søndag den 10. juni 2012

Fødselsdag

Praktikken har på det seneste stået på besøg, rundt omkring, på forskellige afdelinger på Bach Mai.

Sidste onsdag var vi på besøg på National Tropical Diseases, hvor vi besøgte Anh som vi havde mødt på Hanoi Medical University.
Afdelingen var helt ny - kun ca. 3 måneder gammel og det kunne man tydeligt se. Der var meget rent og deres udstyr osv. så også rimelig nyt ud. Så det virkede til at være gode forhold at arbejde under.
Vi blev introduceret til afdelingens læger, sygeplejersker og studerende og vi blev vist rundt på hele afdelingen, samt en skadestue som lå på samme etage.
På afdelingen var der 4 rum til patienterne og det var store åbne rum - med glasruder hele vejen rundt. Det 5 rum, som også var det midterste rum, fungerede som læge/sygeplejerske kontor. Herfra kunne de se alle patienterne, hvilket minder meget om de danske intensiv afdelinger. I hvert rum arbejdede der kun 1 sygeplejerske og der var 4-5 patienter i hvert rum.

Hver patient har en lille kommode til bl.a. væske og ernæring.

Her gøres der klar til anlæggelse af pleuradræn, på en patient med væske i lungen! 

Anh og 3 søde sygeplejerskestuderende som snakkede rigtig godt engelsk!

I lørdags var vi på tur til "Chua Huong" Perfume Pagoda, som ligger ca. 70 km. sydvest fra Hanoi. Turen der til tog ca. 2 timer i bus. Da vi ankom til Ben Duc molen blev vi "beordret" ned i nogle små blik robåde, med plads til SEKS mennesker + chauffør! Der var vand og mudder på sæderne, men vores chauffør var ved godt mod.
Vi skulle sejle på Yen floden i ca. 45 min. Det var en rigtig smuk tur, hvis man så bort fra det beskidte vand. Der var underholdning på hele turen, i form af sælgere som sejelede ved siden af os hele turen og prøvede at sælge os cola og vand!

Vores chauffør, som var ved godt mod.

Mia og jeg :)
Da vi kom frem, skulle vi spise frokost sammen med alle de andre turister og lokale der var på sightseeing. Chua Huong er nemlig ét af de mest populære religøse steder i Vietnam. I perioden lige efter det vietnamesiske nytår (februar til marts), valfarter buddhister hertil, på deres pilgrims rute.
Maden var vietnamesisk og jeg var faktisk glad for at jeg først så køkkenet og dets forhold, efter vi havde spist ;)
Men jeg har efterhånden vænnet mig lidt mere til forholdene og lukker for det meste bare øjnene når jeg spiser på steder, hvor det er ikke altid er lige rent. Syv-ni-tretten har ingen af os haft rigtig dårlig mave hernede endnu, så helt slemt kan det jo ikke være. Måske det bare er os der er lidt sarte!?

Apropos sarte, så var toiletbesøget også en oplevelse igen igen! Det var simpelhen bare et hul i jorden. Det er selvfølgelig ikke første gang vi ser dette, men alle de andre gange har jeg fravalgt at gå på toilettet når det har været under disse forhold. Men denne gang kunne jeg ikke slippe udenom, så jeg måtte holde vejret og skynde mig lidt.

Det eneste toilet der var: et hul i jorden!

Efter frokosten betalte vi ca. 22 danske kr., hver for at blive fragtet op til bjerget i en svævebane. Det ville tage ca. 1 time at gå op til Pagoaden, så vi valgte en mellemting, hvor vi tog liften op og gik ned igen.
Stien der fører til Pagodaen har en endeløs række af trin, smalle og ujævn trapper, så vi var glade for at vi valgte den løsning!

Flot udsigt udover bjergene og svæveliften ses til højre.
På vej hen til Pagodaen, så vi mange boder som bl.a. solgte pengesedler. Så dumme som vi er, tænkte vi at det var da noget underligt noget og hvordan vi så kunne være sikre på at vi ikke blev snydt hvis vi købte noget og bare fik falske pengesedler tilbage. Da vi kom ned i Pagodaen fandt vi ud af, at pengesedlerne bliver brugt til at ofre med. De køber alle mulige mærkelig ting og ligger inde i Pagodaen og altså bl.a. falske penge.
Der var meget mørkt inde i Pagodaen, så jeg fik ikke taget nogle ordentlige billeder derfra. Der var nogle specielle klipper, hvor man kunne bede om f.eks. godt heldbred, en dreng/pige og flere penge.. Vi bad om flere penge og om godt helbred :)
Jeg var lige oppe og slå et slag på den store klokke.

Vejen op fra Pagodaen, var ok stejl ;)

Da vi sejlede hjem, reflekteredes lyset så flot!

I søndags stod vi tidligt op for at se Ho Chi Minh's Mausoleum, som kun har åbent fra kl. 7.30-10.30. Ho Chi Minh er idag en meget stor helt i Vietnam og dette kæmpe Mausoleum blev bygget til hans lig. Her ligger han altså balsameret og hans krop ligger til frit skue.  Dette betyder derfor også at det er en kæmpe turist attraktion og vi var derfor ikke de eneste der havde fået den idé at besøget stedet.  
Sidste gang vi var taget ind for at se mauoselumeet, var der den længste kø jeg nogensinde har set. Denne gang var køen USANSYNLIG lang og meget længere end sidste gang. Den vietnamesiske kultur er at man maser og skubber for at komme ind i bussen, for at komme foran hinanden i en kø eller hvis man bare skal forbi en anden person.
Så da vi blev sat af det forkerte sted af taxa chaufføren og skulle gå et godt stykke hen til indgangen, havde vi allerede mistet modet på turen derhen, da der var mennesker over det hele og det var umuligt at komme hverken frem eller tilbage.

Ho Chi Minh's mausoleum! 

Tirsdag var vi på besøg på en neonatal og pædiatrisk afdeling, på Bach Mai.
Neonatal afdelingen især var på en måde skræmmende, men også utrolig spændende at se.

De fleste børn var præmature børn (for tidligt fødte) og lå derfor i kuvøse. Kuvøsen er med til at give dem varme og en følelse af tryghed. De fleste var også tilkoblet en monitor via. elektroder. 

Der var ingen der kunne snakke engelsk, men det fungerede med tegnsprog og nonverbal kommunikation. Personalet gav os lov til at holde de lidt mere stabile børn og vi fik også lov til at give dem mad. Det var helt fantastisk at se, så små børn! De var stærke og de kæmpede dagligt for at overleve og blive stærkere.
Forældrene så vi ikke meget til. Vi så en bedstemor og en far til to af børnene, komme ind og give dem mad. Men ellers var det personalet som tog sig af alt plejen til de små børn.
De blev allesammen taget ud af deres kuvøser og senge og vasket i håndvasken. Det var i den grad rundepleje, hvor én sygeplejerske tog børnene ud af kuvøsen, én sygeplejerske badede børnene og én sygeplejerske klædte dem på igen. Vi var faktisk lidt forbavsede over at de tog alle børnene ud. Ifølge Katrine er det ikke normal procedure i Danmark, da børnene hurtigt bliver kolde, når de er ude af deres kuvøse.
Sygeplejerskerne var rigtig gode til at stikke i de små vener og vi så to børn få IV medicin + én der fik lagt en sonde, direkte igennem oesophagus (spiserøret).

De små babyer blev alle vasket i håndvasken.

Og fik efterfølgende mad. 

Her gives der medicin IV. 

Jeg holder lige i hånd med den sødeste lille pige!

Lørdag var dagen, hvor jeg fyldte mit 24. ende år! Men jeg må altså sige, at det ikke er noget jeg mærker så meget til :)
Jeg blev vækket med morgensang af mine søde medrejsende og med fontæne i en morgenbolle. Jeg fik et gavekort til en massage senere på dagen, af pigerne. Det var så sødt af dem!

Morgenvækning med det helt store morgenbord!
Jeg fik massage i en time og fordi jeg havde fødselsdag fik jeg lov til at vælge mellem at komme i jacuzzi eller steam bath. Jeg valgte steam bath og Mia fik lov til at komme med, da de først havde misforstået det og troede at det var Katrine der havde fødselsdag (det er også svært, når vi hedder det samme). Katrine ville ikke med i steam bath, så hun valgte at få massage i stedet for.


Om aftenen skulle middagen foregå på Grand Plaza Hotel. Vi havde de helt store forventninger til stedet, da vi skulle give ca. 300 kr. for buffet inkl. drikkevarer.
Maden var også rigtig god og helt klart i top 3 af mad vi har fået i Vietnam. Dog var desserterne lidt skuffende og servicen var heller ikke helt i top. Men fordi det var min fødselsdag, fik jeg 10 % på min regning, så det opvejede det lidt ;)

Middag på Grand Plaza!

Dagen sluttede af med en tur i vores Spa..
Det har været en rigtig dejlig og hyggelig fødselsdag - jeg kunne bestemt ikke have ønsket mig meget mere. Så skulle det da lige være min familie, kæreste og pigerne derhjemme ;)

Idag søndag havde vi reserveret bord på Sheraton Hotel, til brunch buffet! Det kostede ca. 300 danske kr., men de penge var virkelig også givet godt ud.
Der var virkelig alt hvad du kunne drømme om! Flødekartofler, lækker og mør steg, bage kartofler med fyld, seafood, ostebord, kagebord med den lækreste passionsfrugt kage, is, pandekager, vafler, hjemmelavet yogurt, tomatsuppe, det bedste brød jeg længe har fået!
Men AV, hvor gjorde vores maver ondt, da vi rejste os fra bordet efter ca. 3 timer (vi holdt dog lige et par pauser undervejs)...

Lækker buffet, så langt øjet rækker!!

Der var virkelig mange forskellige desserter!

Lige noget for Mia og Katrine, de bedste dessert eksperter jeg kender ;)

Uhm, dark chocolate mouse, passion fruit cake + frisk frugt

En til dessert ;)

Brød bordet

Frisk seafood og fisk på køl, som man kunne få tilberedt.

Det var alt for nu, nu går vores næste tanker på at vi måske skulle overveje at få brugt de sjippetove vi i sin tid købte hernede. Med al den mad vi har indtaget over to dage, tror jeg det ville være en god start!

søndag den 27. maj 2012

Nha Trang & Mui Ne

Søndag morgen kl. 4 blev vi hentet af en taxa og kørt mod Hanoi lufthavn. Da vi bestilte flybilletterne havde vi ikke lige overvejet hvor tidligt vi egentlig skulle op, når vi skulle flyve kl 6.
Men vi havde selvfølgelig taget ja-hatten på og tænkte at vi så havde en hel dag foran os, når vi kom frem til Nha Trang.
Flyveturen tog kun 1 time og 25 min, lidt kortede end forventet - så jeg følte kun lige jeg havde nået at sove i 5 minutter.
Den vietnamesiske kultur omkring det at flyve, er meget anderledes end den danske. De er meget mere afslappede og deres børn får lov til at rende op og ned ad gangene, mens flyet skal til at lande og skiltet med sikkerhedsbæltet er tændt! Det gav især mig ret dårlige nerver!

Vi blev indlogeret på Golden Dragon Hotel, som ikke helt svarede til de billeder vi havde set, da vi bookede det. Men værelserne var rene og vi havde en seng at sove i hver. Der var en lille overdækket pool på øverste etage, som vi fik afprøvet med det samme. Der var bare så ulideligt varmt, så vi ville hellere ud og se lidt af Nha Trang.
Vi tog en taxa ud til et sted hvor man kunne komme i mudderbade. Det lå ca. 7 km væk fra Nha Trang - oppe i bjergene. Vi gav kun ca. 27 danske kr. for at komme i mudderbad, varmt mineralvand og derefter var der frit leg i et område med vandfald, flere forskellige swimmingpools, jacuzzi osv.


Afvaskning både inden og efter mudderbad!
Vi fik heldigvis et bad for os selv :)
Om aftenen fik vi rigtig god mad på Sailing Club - som er et sindssygt hyggeligt sted, helt nede til vandet. Det er en restaurant om dagen og om aftenen er der rigtig hyggelig lounge stemning og club.

Vi var på aftenmarked, hvor man kunne købe alverdens ting og sager til ingen penge! Vi var kommet lidt langt væk fra vores hotel, så vi orkede ikke lige at gå hele vejen tilbage - så vi ville prøve at tage en cyclo, som er en cykeltaxi.
Chaufføren mente sagtens at vi kunne sidde tre i den - vi syntes nu mere det lignede der kun var plads til en person. Men vi morede os meget og hjem kom vi :)

RIGTIG god mad på Sailing Club!

Hygge på Sailing Club..

3 mennesker i en Cyclo :)

Mandag stod vi tidligt op, for at tage på stranden! Nha Trang's strand er en af Vietnams bedste strande, med det fineste sand og flotte vand.
Vi slappede af på sol sengene, alt i mens Mia og jeg overvejede at prøve noget af alt det sjove vandsport. Vi havde desværre ikke så mange penge med os på stranden, så vi udskød det til onsdag (efterfølgende fandt vi så ud af at bussen til Mui Ne, passede bedre hvis vi tog afsted onsdag morgen - så vi nåede det aldrig, øv)

Man kan lige overskue dagen, når udsigten ser sådan ud :)


Tirsdag stod vi tidligt op, for at tage på båd-tur, hvor vi kunne snorkle og se koralrev. Der var heldigvis få turister med ombord og skibet var i god stand.
Vi sejlede i ca. en time, før vi lagde anker og kunne hoppe i fra båden og snorkle. Vi have en times tid her og efterfølgende sejlede vi videre i 10 min., hvor vi også kunne snorkle i en times tid.
Vi så mange forskellige fisk og nogle kæmpe store søpindsvin - jeg har aldrig set så store før.. Dog var der ikke helt så mange fisk som jeg havde regnet med. Nha Trangs rev er udsat for forureningen, overfiskning og manglende kontrol fra myndighederne, hvilket gør at revet bliver ringere og ringere. Engang var sigtbarheden 30 meter, idag er den kun ca. 10 meter. Det er ikke overraskende at det er sådan, men jeg syntes stadig det er sørgeligt at man som Vietnameser har sådan et smukt land, og ikke passer bedre på det end man gør.
Da vi kom til det andet sted hvor vi kunne snorkle, så vi at nogle af dem der dykkede fik taget billeder med et spejlreflekskamera med hylster på, så det kunne komme under vandet. Vi spurgte personalet ad, og vi kunne få lov til at få taget billeder for 400.000 Dong (110 kr. ca.)
Det var svært at få taget nogle gode billeder, da vi skulle dykke ned på bunden, mens en dykkermand tog billeder af os. Vi fik 52 billeder og mange af dem ligner selvfølgelig hinanden, men det er meget sjovt at have. Jeg tror også han syntes det var meget sjovt, fordi vi ikke var så gode til at dykke ned under vandet og blive dernede :)



Mig, nogle fisk og noget koralrev..
Onsdag morgen tog vi afsted mod Mui Ne kl. 7.15. Dog blev det igen igen Vietnamesisk tid, hvilket vil sige at vi først kom afsted kl. 8.00. Det har jeg godt nok svært ved at vænne mig til, men alt tager tid og det er ikke noget man stresser over hernede.
Busturen varede 5 timer og vi var fremme i Mui Ne kl 13.00. Vi tog en taxa til vores hotel - Canary Beach Resort som vi havde fået anbefalet af drengene.
Hotellet og poolen var rigtig lækkert og med beliggenhed helt ned til stranden.
Vejret var dog ikke helt med os - det stormede og småregnede, så vi kunne ikke ligge ved poolen. Vi spiste frokost i stedet og gik tur langs stranden hvor vi så solnedgangen. Vi samlede en masse muslinger, som der var virkelig mange af langs hele stranden.
Katrine havde det skidt, så Mia og jeg spiste aftensmad inde i byen - hvis man altså kan kalde det en by! Der var ikke meget liv, i forhold til Nha Trang og maden var virkelig dyr og ikke særlig god.

Stranden i Mui Ne


Nogle af vores muslinger og konkylier - vi udvidede samlingen dag for dag


Torsdag stod vi op kl. 5 for at se solopgang - men pga. vejret som var overskyet, var der ikke meget solopgang at se: Det var lidt ærgerligt når vi nu alligevel var stået op.
Vejret var absolut ikke med os, og efter middag begyndte det er regne og tordne, så vi fik ikke meget sol og lå i stedet og slappede af på værelset - og bestilte roomservice :)

Hotellets udgang - lige ud til stranden, hvor der også var sol senge.

Lidt af solopgangen over Mui Ne..

Fredag var vi på jeep-tur til Red & White sand dunes, som er en slags vandreklitter, med hhv. rødt og hvidt sand.
Vi startede med at køre til det hvide sand område, hvor vi kunne køre på ATV'er. Vi lejede en ATV hver i en halv time for ca. 110 kr.
Vi startede med at få en lille intro af hver vores ATV-mand og de sad bag på os det første lille stykke vej hen til klitterne.. Her stoppede vi så op for at få taget billede (troede vi), men det viste sig at de skulle køre ATV'en og vi skulle sidde bagpå.
Så de  tre unge gutter, gav den virkelig gas og vi kørte ned ad nogle RET stejle klitter. Katrine's ansigtsudtryk sagde i hvert fald alt, da hun som den første skulle ned ad skrænten.. Hehe..

Vores private (gamle) Jeep! 

ATV-kørsel i White Dunes..
Mig i Red Dunes
Lørdag kunne vi lige nå at nyde lidt af den gode pool og bar og vejret var heldigvis rigtig godt! Så lidt sol fik vi os da, inden vi skulle tilbage til Nha Trang..

Lækker bar i lækker pool!
Nyder en milkshake i poolen i Mui Ne!

Kl. 13.30 skulle vi afsted mod Nha Trang. Vores bus var dog ikke helt samme standard som da vi tog afsted. Det var en såkaldt sleeping bus - så vi måtte ligge ned hele vejen. På et tidspunkt bremsede chaufføren hårdt op og de måtte ud og kigge på et eller andet der var galt med bussen. Det var ikke så betryggende, men vi kom alligevel sikkert frem til Nha Trang.

Sleeping-bus
Søndag var det tilbage til Hanoi, med fly fra Nha Trang kl. 8.50 - så vi var tidligt oppe for at være i lufthavnen kl. lidt over syv. Hotellet havde dog ikke lige fået bestilt transport til os, som lovet, så de måtte hurtigt finde på en anden løsning. De troede vi skulle overnatte der en dag til - men der blev de klogere!!
 
Vi er nu tilbage i Hanoi og imorgen starter den barske hverdag igen! Vi er nu alligevel glade for at være tilbage, til de restauranter man kender og hvor man ved at man kan få god mad :)