Dramatik i praktik!

Tirsdag var vi inviteret ud på HMU (Hanoi Medical University) af Ms. Loan, hvor vi skulle se sygeplejerskestuderende blive undervist i skill lab.
De var 24 studerende i klassen (primært piger) og de var i gang med deres 2 år af uddannelsen. I Vietnam tager det 4 år at blive sygeplejerske.

Et af skill lab rummene - der var i alt 3 rum!

Da vi trådte ind i lokalet, begyndte de alle at klappe af os og vi blev jo helt forlegne! Jeg spurgte hvordan de havde det og de råbte allesammen i munden på hinanden og ville gerne vide hvor vi var fra og hvor gamle vi var. Ms. Loan måtte bede dem om at være stille og sagde at de kunne få lov til at snakke med os, efter undervisningen.
De startede ud med at få 2 cases om forskellige pt. situationer, som de skulle løse i små grupper - og aldrig har jeg set så engagerede studerende før. De fik 5 min. til at diskutere casen og herefter skulle en leder fra gruppen fremlægge for de andre.

Engagerede studerende!

Den undervisning de efterfølgende skulle have, var i iltterapi, sugning og monitorering. Efter undervisningen fik de studerende mulighed for at øve sig på hinanden og på nogle dukker. De ville gerne have at vi også skulle prøve - så jeg skulle suge en dukke. De gjorde meget ud af det og en af de studerende sagde til mig at nu var jeg bestået og jeg skulle fortælle patienten (dukken) at jeg var færdig:)

De studerende undervises her i sugning.

Da de studerende fik lejlighed til at snakke med os, omringede de os bogstaveligt talt. Jeg tror der stod 7-8 piger rundt om mig og en hel masse rundt om Katrine og Mia. De ville så gerne vide en masse om os og Danmark, men nogen af dem havde lidt svært ved engelsk, så jeg må gætte lidt og nogle af dem der kunne lidt bedre engelsk måtte oversætte lidt.

Ægte Vietnamese style :)

Gruppe-billede :)

Det var virkelig en sjov oplevelse og vi blev også inviteret derud igen, hvis vi havde lyst til at se en anden undervisning.

Onsdag Så jeg mit første hjertestop! Det var en virkelig underlig oplevelse og jeg blev rigtig berørt at situationen fordi den foregik som den gjorde.
Patienten var kun 59 år og havde sepsis shock. Da pt. fik asystoli sad alle lægerne på den anden side - bagved en glasrude og holdt konference. Den medindlagte pårørende, var inde ved pt, da det skete og blev sendt ud af lokalet af personalet. Jeg kunne se forvirringen i hans blik og han løb ud af afdelingen for at ringe til familien, som kom et kort øjeblik efter.
Det var rigtig svært for mig, ikke at kunne sige noget til de pårørende, pga. den sprogbarriere som der nu engang er. Hernede oplever jeg ikke at sygeplejerskerne beroliger/støtter de pårørende i svære situationer, på samme måde som vi gør i Danmark.
Det var 3 studerende som udøvede HLR (Hjerte-Lunge-Redning), og en yngre læge/studerende som kom ud og hjalp til med HLR + tilkoblede en defibrillator, som så ret gammel ud!
Situationen var meget ustruktureret og det var forskellige personer som gav Adrenalin, så jeg var ikke rigtig sikker på om de havde styr på hvor meget de havde givet. Men altså det syntes at fungerer for dem på den måde, og pt. blev genoplivet - dog var pt. ikke ved bevidsthed og familien ville gerne have pt. hjem hurtigst muligt.
Hernede går familien nemlig meget op i at få deres pårørende hjem, så de kan dø derhjemme. Sådan så hele familien kan samles omkring pt. og sige farvel.

Det der berørte mig mest var, at jeg spurgte Van hvordan det kunne være det var studerende som udøvede HLR, hvortil hun svarede at det var kun for at vise familien at de gjorde noget. For der var ikke mere at gøre for denne pt.

Sygeplejen er generelt set meget mere mekanisk og mindre omsorgsfuld, men hele den vietnamesiske kultur er også meget forskellig fra den danske. Patienterne er meget autoritetstro og virker ikke til at føle sig til skue for publikummet, når der f.eks. står 15 læger/studerende/sygeplejersker rundt om deres seng, som der så ofte gør.

Opgave-skrivningen skrider fremad og i nat/morgen tidlig kl. 6 flyver vi til Nha Trang! Vi glæder os..